Den har fyldt meget på det sidste. Ked-af-det-heden. Min hjerne og muligvis mit hjerte, vil ikke acceptere lykke og kærlighed som noget der virkelig kan eksistere i mit liv. Selv om mit liv, meget insisterende, prøver at overbevise dem om noget andet. De krydrer enhver lykkelig begivenhed med flere dages grubleri, og tvivl, og ulykkelig ked-af-det-hed.
Hvad er meningen med det? Det har jeg spurgt og spurgt og spurgt mig selv om. Men jeg gider satme ikke at svare. Kan jeg være så skadet af mit liv, at mit forsvar mod ulykke, er aldrig at tillade mig at være lykkelig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar