Efter stormen

Her har været stille.
Men i mig har der været storm.

Livet har vist sig godt.
Men alligevel render tårerne ned af mig.

Jeg er elsket.
Men jeg føler mig stadig som før.

Verden er så ligetil.
Men stadig er jeg så kringlet.

Hvorfor er det så svært, at tro på noget jeg aldrig fik lært.
Hvorfor heles jeg ej, trods plaster og tonsvis af kærlighed min vej.
Hvorfor tror jeg ikke på livet, hvis livet sidder i mindet.
Hvorfor formørkes mit indre, nu hvor det burde tindre.

Hvad er det i mig.
Der ikke fungerer som dig.

Når livet er godt

Disse blomster, jeg aner ikke hvad de hedder, synes jeg er de smukkeste i verden. Der er givet andre der er mere eksotiske, større, kønnere i blomst og stilk (eller hvad det nu hedder), men disse blomster har for mig, siden første gang jeg så dem (hvor jeg måtte stoppe min cykel og bare stå og glo et kvarters tid, så jeg kom for sent i skole) været de smukkeste i verden. De er livet, når det er godt. De knejser op ad husmure, står med al deres pomp og pragt ligeså yndefyldt om det så er ligusterhæk eller hundelort de står ved siden af. Engang imellem knækker de sammen nede ved bunden, så de ligger tværs over fortovet, men de blomstrer stadig, de fortsætter stadig med at være smukke og være sig selv. Og det er vel sådan livet er når det er godt? Når vi kan knække sammen helt nede i bunden, men stadig være os selv, og stadig blomstre, så er livet vel godt??

Vindueshuller til virkeligheden

Kan beskrive i detaljer, de vinduer jeg har boet ved de sidste 15 år. Hvorfor? Fordi jeg har elsket de vinduer, på en besynderlig vis. De har været mine tilflugtssteder, mine åndehuller, både med og uden cigaretter.
Jeg har siddet inde bag dem og kigget ud på verden. I tryg forvisning om at man ikke går ud gennem vinduer, der kommer heller ingen ind. Ikke ad mine i hvert fald.
Og på sin vis er de et tydeligt billede på hvordan jeg har haft det i livet. Altid følt at jeg sad i et vindue, kunne se det lokale jeg var i, og det udenom som jeg længtes efter at komme ud i. Men når man sidder i et vindue, går man hverken ud eller ind. Man er der bare, hverken det ene eller det andet sted.
Nu sidder jeg ikke i et vindue længere, for jeg har fået altan. Og igen må jeg konstatere at metaforen er så rammende for mit liv - min væren. Nu kam jeg åbne "døren" til alt det udenfor, jeg kan gå ud i det. Men jeg kan kun tage del i det fra min lille ensomme platform. Jeg kan stirre ud i det, mærke det, men aldrig virkelig være en del af det.