Håb

Efter to uger og fem dage på medicin, vågnede jeg op i lørdags og var glad. Altså ikke sådan juhuu agtig, mere bare sådan, okay endnu en dag, det kan jeg godt klare, måske synes jeg ligefrem det bliver hyggeligt at stå op.

Og det var rart, rart at vågne og ikke blive bange for at være vågen, ikke være bange for at være i live, ikke være træt fra første glimt af dagen.

Søndag var ikke helt så god at vågne til, mandag har indtil nu været lidt bedre end søndag, men altså, det vigtigste er, at der var den lørdag. Det giver håb.

Trætte åbne øjne

Hvorfor sover jeg ikke?

Jamen, helt ærligt, jeg fatter det ikke. Det er som om al "gå-i-seng-ning" hiver muligheden for at falde i søvn ud af kroppen. Og jeg kan ellers udemærket sove alle andre steder, på alle andre tidspunkter. Bare ikke i min seng, når jeg har lagt mig i den for at sove.

Sikkert ikke en gevinst

Kan man tale om at have vundet i lotteriet når man ikke kun lider af angst, men også har en depression oveni?

Tak til dig, der sagde jeg skulle gå til lægen.

Tak til lægen, for henvisning til psykolog, og recept på Citalopram.

Tak til Citaloprams opfindere, for forhåbentlig at være i bedring om en måneds tid.

Tak til de hundrede tusinder af andre der har gennemlevet en depression, for at give mig håbet på at komme ud igen...

Når nu der findes en troldeunge

Når nu lyset findes
     når nu hun lyser så rent
          -så hvidt

Hvorfor
     hvorfor er der så, så mørkt
          -så sort
               -i mig?

Når nu hendes smil er til
     når nu hun smiler fra sit hjerte
         -så lykkeligt

Hvorfor
     hvorfor er der så, så hult
          -så tomt
               -i mig?

Når nu livets mening eksisterer
     når nu den eer i kød og blod
          -så afhængig

Hvorfor
     hvorfor er der så, så håbløst
           -så fortabt
               -i mig?

For alle ved jo at Cocio er angstdæmpende

Jeg sidder ved en sø. Med en cigaret og en Cocio, ingen kaffe (jeg har læst mig til at det kan forværre angst).
Prøver at udskyde at tage hjem.
Fik et angstanfald i onsdags, efter træning (burde man ikke være så stoppet op af endorfiner at det ikke kunne lade sig gøre efter træning?). Troede egentlig at jeg havde regnet ud hvorfor det kom, fået sat styr på det og var ovenpå igen. Jeg mener, jeg er jo for fanden ikke sådan en der har angst…
Men fik lige to mere i går. Og det værste, allermest frustrerende, er, at jeg ikke aner hvorfor jeg er bange.

Når fire sekunder alene er nok.

Tårer det helst silede nedad.
Et hjerte der hamrer derudaf.
Tanker der infiltrerer mit humør.
En hjerne der tænker og dør.

Panic attack on the move?

Om at miste tillid

Måske er det mig der er naiv.
Måske er det anderledes for andre.
Måske er jeg virkelig sær.

Men for mig, kan min elskede ikke vælge om han vil miste mig efter utroskab. For mig, ligger valget før. Enten er han utro (og mister mig) eller også holder han sig på måtten (og beholder derved også mig).

Min elskede forstår det ikke. Forstår ikke hvorfor han ikke kan få lov til at fortryde, og så fortie.

Og i det, at han ikke forstår det, der har han næsten allerede mistet mig. Uden tillid, intet forhold.

Mit liv er for kort til at jeg vil bruge det på mennesker der holder mig for nar. Og kan jeg ikke tro på at han ej vil gøre det, holde mig for nar, så kan jeg ikke være sammen med ham. Det ville sluge for meget af min hjernekapacitet at rende rundt og skulle bekymre mig om det.

At modstå en sekt

Så er det sket. Sekten fik mig i går. Nu har jeg holdt stand i fire år, på trods af at jeg har boet lige op af deres hovedsæde.
Ofte har deres propaganda præget vores nabolag, glade og travle mennesker er myldret ud fra bygningen, med det der ansigt ala jeg-har-fundet-meningen-med-livet. Alligevel har jeg afholdt mig fra at opsøge dem, ja selv når mit liv har været allermest trist og jeg har haft ubeskriveligt stort behov for at få en guide til det-bedre-liv.
Een gang har de haft kontaktet mig offensivt, spurgt om ikke de skulle hjælpe mig med at få styr på det dersens liv. Men jeg tog et godt tag i mig selv, ignorerede min trang til guru-livs-hjælp, og takkede pænt nej.

Indtil i går, hvor jeg altså gik ind…
Og nu… nu er jeg så medlem i SATS

Den der ked-af-det-hed

Den har fyldt meget på det sidste. Ked-af-det-heden. Min hjerne og muligvis mit hjerte, vil ikke acceptere lykke og kærlighed som noget der virkelig kan eksistere i mit liv. Selv om mit liv, meget insisterende, prøver at overbevise dem om noget andet. De krydrer enhver lykkelig begivenhed med flere dages grubleri, og tvivl, og ulykkelig ked-af-det-hed.
Hvad er meningen med det? Det har jeg spurgt og spurgt og spurgt mig selv om. Men jeg gider satme ikke at svare. Kan jeg være så skadet af mit liv, at mit forsvar mod ulykke, er aldrig at tillade mig at være lykkelig?

Efter stormen

Her har været stille.
Men i mig har der været storm.

Livet har vist sig godt.
Men alligevel render tårerne ned af mig.

Jeg er elsket.
Men jeg føler mig stadig som før.

Verden er så ligetil.
Men stadig er jeg så kringlet.

Hvorfor er det så svært, at tro på noget jeg aldrig fik lært.
Hvorfor heles jeg ej, trods plaster og tonsvis af kærlighed min vej.
Hvorfor tror jeg ikke på livet, hvis livet sidder i mindet.
Hvorfor formørkes mit indre, nu hvor det burde tindre.

Hvad er det i mig.
Der ikke fungerer som dig.

Når livet er godt

Disse blomster, jeg aner ikke hvad de hedder, synes jeg er de smukkeste i verden. Der er givet andre der er mere eksotiske, større, kønnere i blomst og stilk (eller hvad det nu hedder), men disse blomster har for mig, siden første gang jeg så dem (hvor jeg måtte stoppe min cykel og bare stå og glo et kvarters tid, så jeg kom for sent i skole) været de smukkeste i verden. De er livet, når det er godt. De knejser op ad husmure, står med al deres pomp og pragt ligeså yndefyldt om det så er ligusterhæk eller hundelort de står ved siden af. Engang imellem knækker de sammen nede ved bunden, så de ligger tværs over fortovet, men de blomstrer stadig, de fortsætter stadig med at være smukke og være sig selv. Og det er vel sådan livet er når det er godt? Når vi kan knække sammen helt nede i bunden, men stadig være os selv, og stadig blomstre, så er livet vel godt??

Vindueshuller til virkeligheden

Kan beskrive i detaljer, de vinduer jeg har boet ved de sidste 15 år. Hvorfor? Fordi jeg har elsket de vinduer, på en besynderlig vis. De har været mine tilflugtssteder, mine åndehuller, både med og uden cigaretter.
Jeg har siddet inde bag dem og kigget ud på verden. I tryg forvisning om at man ikke går ud gennem vinduer, der kommer heller ingen ind. Ikke ad mine i hvert fald.
Og på sin vis er de et tydeligt billede på hvordan jeg har haft det i livet. Altid følt at jeg sad i et vindue, kunne se det lokale jeg var i, og det udenom som jeg længtes efter at komme ud i. Men når man sidder i et vindue, går man hverken ud eller ind. Man er der bare, hverken det ene eller det andet sted.
Nu sidder jeg ikke i et vindue længere, for jeg har fået altan. Og igen må jeg konstatere at metaforen er så rammende for mit liv - min væren. Nu kam jeg åbne "døren" til alt det udenfor, jeg kan gå ud i det. Men jeg kan kun tage del i det fra min lille ensomme platform. Jeg kan stirre ud i det, mærke det, men aldrig virkelig være en del af det.

Dømt, til mig

Mig, et glas rødvin og Sort Sol, sidder sammen i min stue og prøver desperat at tvinge ensomheden til at skride. Men for det meste føles det sgu' som om den har taget permanent bolig i min sjæl.
Jeg er elsket, jeg elsker.
Jeg har venner, jeg er ven.
Jeg får opmærksomhed, jeg giver opmærksomhed.
Jeg er ønsket, jeg ønsker.
Men mest er jeg alligevel altid alene, dømt fra barnsben til at vandre side om side med ensomheden som livslang ledsager.

Stjålet- uden forsikring

Mange har kendt mig, en del har forstået dele af mig. Ingen har set mig, aldrig har nogen forstået d'et. Før dig.

På ganske intuitiv ubekymret vis kommunikerer du direkte derind, derind hvor jeg altid har været alene. Det er så skræmmende at blive set der, at du kender det, at du forstår det, at du ser det. Al magt til at knuse mig, har du.

Og du ved det ikke, ved ikke, at du ved det. At du har taget noget der altid har været mit, alene.

Uden at skænke det een bevidst tanke, danser du rundt med det, tramper på det, aer det, river det itu og kysser det helt igen.

Du har taget mit hemmelige hjerte, hvisket -fundet- til det, viser det præcis hvad det ønsker at se.

Du synger de sange, som det har manglet for at forstå sig selv. Du rører det på måder det ikke vidste det manglede at blive rørt. Du mærker det, og trøster det, førend det ved det har grædt.

Men hvis du har det, hvad har så jeg?

Hvad man kan nå

Læste for nyligt, at mennesker ofte overvurderer hvad de kan nå på en dag, men undervurderer hvad de kan nå på et år.

Se, det sætter jo tingene i et andet lys.

Morgenstund

Vækkeuret ringede, eller som det vel er almindeligt i dette senmoderne samfund, telefonens vækkeur ringede. Jeg slukkede det.
Det ringede igen, hvad fanden ville det? Jeg slukkede det.
Tredje gang det ringede, satte jeg øverste etage i gang. Hvorfor ringede det? Hvor var jeg?
En væg, en seng, en lille kommode. Troldens tusser? Langsomt begyndte
hovedet at tø op. Hvad dag var det?
Efter fire minutters intens undren, slog det ned i mig. Det er mandag, jeg er i min lejlighed, jeg er alene. Jeg skal op.

Et bad, vand der løb, tid der ikke ville stå stille. Tøj, aldrig det jeg gerne vil have på, bare et eller andet, noget pænt? nej bare noget neutralt, orker ikke makeup.
Allergi medicin, i pilleform, næsespray og øjendråber. Æv, de sved.
Et æg blev rørt sammen, og stegt på panden. Tiden tikkede afsted, fuldstændig ubekymret. I gang, jeg måtte se at komme i gang.

Lukas Graham beklagede sig over at have videreført faderens dårlige opførsel, jeg røg.

Tasken blev pakket, glemte noget, det gør jeg altid, men huskede både pung, smøger og klippekort.

Ud af døren, affald i containeren, taske på cyklen og så afsted. Som et fuldstændig kedeligt og almindeligt menneske.
Af sted til dagens gøremål, de trivielle men hyggelige, de sjove men hjerteskærende, og de små stunder af fuldstændig komplet lykke, iblandet gigantiske bider af bundløs ulykkelighed.

Træthed

Jeg er træt. Ikke fysisk som sådan, mere sjæleligt.

Egentlig har jeg det godt, egentlig går alt langt bedre end frygtet.

Men dette, mit "nye" liv, det er så råt. Så ensomt, præcis som jeg ønskede det, og fuldstændig som jeg bedst kan lide det. For i denne verden er vi alene, vi møder andre, flyder rundt i livet som satelitter og crasher nogen gange sammen med nogen der får alt til at føles større, får alt til at føles rarere.

Men det er en illusion, for vi ER alene, ligegyldigt hvordan jeg vender og drejer det, så er der kun mig inde i mit hovede. Det betyder ikke at jeg aldrig er sammen med andre, størstedelen af min tid har jeg booket op med alskens søde mennesker, som jeg for en stund holder ensomheden på afstand sammen med.

Jeg har det godt med ensomheden, selv om det er et negativt ladet ord, der for de fleste klinger af noget der kan udvikle sig til dyb depression, for mig er det en konstant reminder, om at huske at sætte pris på de mennesker jeg får lov at dele tiden med. Huske at indvolvere dem i mig, fordi de umuligt selv kan komme ind.

Men lige i dag, lige nu, er jeg træt af det. Træt af at vide at jeg er alene. Hvor var det dog meget nemmere da jeg gik rundt i illusionen.

Varm nat

Natten er varm.
Dens milde duft flyder ubesværet ind i mig, som jeg sidder, i min vindueskarm.

Natten er vild.
Dens iboende rådenskab vibrer gennem mig, alt i mens jeg tænker på, at jeg burde være mild.

Natten er uendelig.
Dens mørke hånd griber fat om mit hjerte, når jeg husker at jeg, engang var et vi.

Natten er lunefuld.
Dens lumske skygger kaster håbet ind i mig, jeg har en del, i det nye kuld.