Efter to uger og fem dage på medicin, vågnede jeg op i lørdags og var glad. Altså ikke sådan juhuu agtig, mere bare sådan, okay endnu en dag, det kan jeg godt klare, måske synes jeg ligefrem det bliver hyggeligt at stå op.
Og det var rart, rart at vågne og ikke blive bange for at være vågen, ikke være bange for at være i live, ikke være træt fra første glimt af dagen.
Søndag var ikke helt så god at vågne til, mandag har indtil nu været lidt bedre end søndag, men altså, det vigtigste er, at der var den lørdag. Det giver håb.
