For alle ved jo at Cocio er angstdæmpende

Jeg sidder ved en sø. Med en cigaret og en Cocio, ingen kaffe (jeg har læst mig til at det kan forværre angst).
Prøver at udskyde at tage hjem.
Fik et angstanfald i onsdags, efter træning (burde man ikke være så stoppet op af endorfiner at det ikke kunne lade sig gøre efter træning?). Troede egentlig at jeg havde regnet ud hvorfor det kom, fået sat styr på det og var ovenpå igen. Jeg mener, jeg er jo for fanden ikke sådan en der har angst…
Men fik lige to mere i går. Og det værste, allermest frustrerende, er, at jeg ikke aner hvorfor jeg er bange.

Når fire sekunder alene er nok.

Tårer det helst silede nedad.
Et hjerte der hamrer derudaf.
Tanker der infiltrerer mit humør.
En hjerne der tænker og dør.

Panic attack on the move?

Om at miste tillid

Måske er det mig der er naiv.
Måske er det anderledes for andre.
Måske er jeg virkelig sær.

Men for mig, kan min elskede ikke vælge om han vil miste mig efter utroskab. For mig, ligger valget før. Enten er han utro (og mister mig) eller også holder han sig på måtten (og beholder derved også mig).

Min elskede forstår det ikke. Forstår ikke hvorfor han ikke kan få lov til at fortryde, og så fortie.

Og i det, at han ikke forstår det, der har han næsten allerede mistet mig. Uden tillid, intet forhold.

Mit liv er for kort til at jeg vil bruge det på mennesker der holder mig for nar. Og kan jeg ikke tro på at han ej vil gøre det, holde mig for nar, så kan jeg ikke være sammen med ham. Det ville sluge for meget af min hjernekapacitet at rende rundt og skulle bekymre mig om det.

At modstå en sekt

Så er det sket. Sekten fik mig i går. Nu har jeg holdt stand i fire år, på trods af at jeg har boet lige op af deres hovedsæde.
Ofte har deres propaganda præget vores nabolag, glade og travle mennesker er myldret ud fra bygningen, med det der ansigt ala jeg-har-fundet-meningen-med-livet. Alligevel har jeg afholdt mig fra at opsøge dem, ja selv når mit liv har været allermest trist og jeg har haft ubeskriveligt stort behov for at få en guide til det-bedre-liv.
Een gang har de haft kontaktet mig offensivt, spurgt om ikke de skulle hjælpe mig med at få styr på det dersens liv. Men jeg tog et godt tag i mig selv, ignorerede min trang til guru-livs-hjælp, og takkede pænt nej.

Indtil i går, hvor jeg altså gik ind…
Og nu… nu er jeg så medlem i SATS

Den der ked-af-det-hed

Den har fyldt meget på det sidste. Ked-af-det-heden. Min hjerne og muligvis mit hjerte, vil ikke acceptere lykke og kærlighed som noget der virkelig kan eksistere i mit liv. Selv om mit liv, meget insisterende, prøver at overbevise dem om noget andet. De krydrer enhver lykkelig begivenhed med flere dages grubleri, og tvivl, og ulykkelig ked-af-det-hed.
Hvad er meningen med det? Det har jeg spurgt og spurgt og spurgt mig selv om. Men jeg gider satme ikke at svare. Kan jeg være så skadet af mit liv, at mit forsvar mod ulykke, er aldrig at tillade mig at være lykkelig?