Kan beskrive i detaljer, de vinduer jeg har boet ved de sidste 15 år. Hvorfor? Fordi jeg har elsket de vinduer, på en besynderlig vis. De har været mine tilflugtssteder, mine åndehuller, både med og uden cigaretter.
Jeg har siddet inde bag dem og kigget ud på verden. I tryg forvisning om at man ikke går ud gennem vinduer, der kommer heller ingen ind. Ikke ad mine i hvert fald.
Og på sin vis er de et tydeligt billede på hvordan jeg har haft det i livet. Altid følt at jeg sad i et vindue, kunne se det lokale jeg var i, og det udenom som jeg længtes efter at komme ud i. Men når man sidder i et vindue, går man hverken ud eller ind. Man er der bare, hverken det ene eller det andet sted.
Nu sidder jeg ikke i et vindue længere, for jeg har fået altan. Og igen må jeg konstatere at metaforen er så rammende for mit liv - min væren. Nu kam jeg åbne "døren" til alt det udenfor, jeg kan gå ud i det. Men jeg kan kun tage del i det fra min lille ensomme platform. Jeg kan stirre ud i det, mærke det, men aldrig virkelig være en del af det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar