Når livet er godt

Disse blomster, jeg aner ikke hvad de hedder, synes jeg er de smukkeste i verden. Der er givet andre der er mere eksotiske, større, kønnere i blomst og stilk (eller hvad det nu hedder), men disse blomster har for mig, siden første gang jeg så dem (hvor jeg måtte stoppe min cykel og bare stå og glo et kvarters tid, så jeg kom for sent i skole) været de smukkeste i verden. De er livet, når det er godt. De knejser op ad husmure, står med al deres pomp og pragt ligeså yndefyldt om det så er ligusterhæk eller hundelort de står ved siden af. Engang imellem knækker de sammen nede ved bunden, så de ligger tværs over fortovet, men de blomstrer stadig, de fortsætter stadig med at være smukke og være sig selv. Og det er vel sådan livet er når det er godt? Når vi kan knække sammen helt nede i bunden, men stadig være os selv, og stadig blomstre, så er livet vel godt??