Morgenstund

Vækkeuret ringede, eller som det vel er almindeligt i dette senmoderne samfund, telefonens vækkeur ringede. Jeg slukkede det.
Det ringede igen, hvad fanden ville det? Jeg slukkede det.
Tredje gang det ringede, satte jeg øverste etage i gang. Hvorfor ringede det? Hvor var jeg?
En væg, en seng, en lille kommode. Troldens tusser? Langsomt begyndte
hovedet at tø op. Hvad dag var det?
Efter fire minutters intens undren, slog det ned i mig. Det er mandag, jeg er i min lejlighed, jeg er alene. Jeg skal op.

Et bad, vand der løb, tid der ikke ville stå stille. Tøj, aldrig det jeg gerne vil have på, bare et eller andet, noget pænt? nej bare noget neutralt, orker ikke makeup.
Allergi medicin, i pilleform, næsespray og øjendråber. Æv, de sved.
Et æg blev rørt sammen, og stegt på panden. Tiden tikkede afsted, fuldstændig ubekymret. I gang, jeg måtte se at komme i gang.

Lukas Graham beklagede sig over at have videreført faderens dårlige opførsel, jeg røg.

Tasken blev pakket, glemte noget, det gør jeg altid, men huskede både pung, smøger og klippekort.

Ud af døren, affald i containeren, taske på cyklen og så afsted. Som et fuldstændig kedeligt og almindeligt menneske.
Af sted til dagens gøremål, de trivielle men hyggelige, de sjove men hjerteskærende, og de små stunder af fuldstændig komplet lykke, iblandet gigantiske bider af bundløs ulykkelighed.