Træthed

Jeg er træt. Ikke fysisk som sådan, mere sjæleligt.

Egentlig har jeg det godt, egentlig går alt langt bedre end frygtet.

Men dette, mit "nye" liv, det er så råt. Så ensomt, præcis som jeg ønskede det, og fuldstændig som jeg bedst kan lide det. For i denne verden er vi alene, vi møder andre, flyder rundt i livet som satelitter og crasher nogen gange sammen med nogen der får alt til at føles større, får alt til at føles rarere.

Men det er en illusion, for vi ER alene, ligegyldigt hvordan jeg vender og drejer det, så er der kun mig inde i mit hovede. Det betyder ikke at jeg aldrig er sammen med andre, størstedelen af min tid har jeg booket op med alskens søde mennesker, som jeg for en stund holder ensomheden på afstand sammen med.

Jeg har det godt med ensomheden, selv om det er et negativt ladet ord, der for de fleste klinger af noget der kan udvikle sig til dyb depression, for mig er det en konstant reminder, om at huske at sætte pris på de mennesker jeg får lov at dele tiden med. Huske at indvolvere dem i mig, fordi de umuligt selv kan komme ind.

Men lige i dag, lige nu, er jeg træt af det. Træt af at vide at jeg er alene. Hvor var det dog meget nemmere da jeg gik rundt i illusionen.